Mosaikken - Det Multietniske Aktivitetshus
Mosaikken
Mosaikken er et multietnisk aktivitetshus med sociale og sundhedsfremmende aktiviteter målrettet dig, som er ældre med etnisk minoritetsbaggrund og er bosiddende i Esbjerg Kommune. Mosaikken er organiseret under Esbjerg Kommunes Sundhedscenter.
Det er gratis at komme i Mosaikken og alle er velkomne uanset køn og nationalitet.
I Mosaikken kan du deltage i aktiviteter, som kan være med til at fremme din sundhed og trivsel i hverdagen. Du har mulighed for at være sammen med andre og få en snak eller spille et spil over en kop kaffe eller te. Her får du samtidig mulighed for at træne og vedligeholde det danske sprog.
Du er velkommen til at komme på besøg i vores åbningstid for at se Mosaikkens lokaler og hører om vores tilbud. Ring gerne og lav en aftale inden, så vi kan tage godt imod dig. Vi har forskellige ansatte i Mosaikken. Vores sundhedsfaglige koordinator, flere tosprogede medarbejdere som taler henholdsvis tyrkisk, arabisk, somalisk, bosnisk og vietnamesisk og en daglig leder står klar til at tage imod dig i Mosaikken.
Vi tilbyder følgende:
- Støtte og vejledning: Du kan få hjælp til f.eks. at læse eller oversætte breve, at tage kontakt til kommune og sundhedsvæsen m.m.
- Sundhedssamtaler: Mosaikken tilbyder individuelle sundhedssamtaler med sundhedsfaglig koordinator. Samtalen tager udgangspunkt i, hvad du har behov for at tale om. Det kan eks. være: Sundhedsvaner, Håndtering af helbredsmæssige udfordringer i hverdagen, Bevægelse, Kost, Mental sundhed, Rygning/alkohol eller andet du har behov for at tale om. Vi holder løbende dialogmøder om relevante sundhedsfaglige emner som eks. mental sundhed, diabetes, kost, motion, rygning m.m.
- Motion: Du har mulighed for at deltage i motionsaktiviteter såsom stavgang, gymnastik og stolemotion flere gange ugentligt – uanset din fysiske form.
- Udflugter: Vi tager på ture i og omkring Esbjerg og ture rundt omkring i Danmark for at få større indblik i det danske samfund. Vi vægter højt at integrere naturens muligheder i vores indsatser, for at opnå den positive effekt naturen har på både den mentale og fysiske sundhed.
- Fællesskabsstyrkende aktiviteter: I Mosaikken har vi fokus på at facilitere aktiviteter der styrker fællesskabet. Det kan være spil, madlavning, fællesspisning, kreative aktiviteter etc.
- Computere: Der er computere til rådighed, som du ved behov kan få hjælp til at bruge.
- Kreative aktiviteter: Du har mulighed for at være kreativ med forskelligt håndarbejde. Medbring gerne dit eget strikke-, hækle- og sytøj.
Tilbuddet er til dig, som...
.. er ældre med etnisk minoritetsbaggrund
.. har brug for støtte og vejledning
.. har lyst til at deltage i forskellige aktiviteter sammen med andre ligesindede